Kom og hør Malerikonservator Mikala Bagge fortælle om konserveringen af malerierne på Bernstorff Slot.
Malerikonservator Mikala Bagge har været ansat på Nationalmuseets i 45 år og en af de mere interessante opgaver har været konserveringen af de 17 malerier af prospekter og opstillinger, som hænger over dørene i slottes stueetage. Opgaven blev udført for Slots og Kulturstyrelsen i 2015 på Nationalmuseets Malerikonserveringsværksted i Brede.
Malerierne var i utroligt dårlig stand, men det lykkedes at få alle malerierne til at fremstå i en tæt på original tilstand efter bl.a. at have fjernet mange tykke overmalinger.
Det lykkedes at finde en kunstnersignatur på et maleri og sammenholdt med tekniske undersøgelser af malerierne lykkedes det samtidig bevise at alle malerier var identiske med arkivalske optegnelser som berettede om Johan Edvard Mandelbergs virke på Slottet. Malerierne gav desuden et indblik i personen Johan Hartwig von Bernstorff som har bygget Bernstorff Slot.
Motiverne er bestemt ikke tilfældige, men et udtryk for det liv som J. H. von Bernstorff levede, hans udsyn og påvirkning af de store frihedstænkere før den franske revolution, og den måde han ønskede at iscenesætte sig selv i samtiden.
Tilmelding til info@frilandsmuseetsvenner.dk venligst senest lørdag d. 24. januar 2026.
