NYT 2 - Juni 2018

Frilandsmuset Det Gamle Danmark
Drømmen om et nyt museum

Stationsbyen anno 1968

På Frilandsmuseet Det Gamle Danmark i Lyngby er en ny by under opførelse – (næsten) helt uden bindingsværk og stråtag, men med jernbanestation, brugs, smedeværksted, folkeskole, mejeri, bager og barber. Det er en af den slags byer som skød op, da jernbanen blev udbygget i hele Danmark, og som mange i dag kan huske fra deres barndom og
ungdom.

Frilandsmuseet Det Gamle Danmark drømmer om at skabe en stationsby, hvor du som besøgende kan rejse 50 år tilbage i tiden til et af de mest skelsættende år i den moderne danmarkshistorie: 1968. Ungdomsoprør, blomsterbørn, miljøbevægelse, rødstrømper og protestsang. Det var en opbrudstid, hvor generationerne var i indbyrdes kamp og hvor gamle autoriteter styrtede i grus.  En tid hvor en ny ungdomskultur blev født og en ny opfattelse af barndom og opdragelse så dagens lys.

I museets stationsby drømmer vi om at skabe en ramme, der transporterer dig tilbage til slutningen af 1960’erne. En ramme komplet med folkevognsrugbrød og ryatæpper, kurvestole og Cobra-telefon, hot-pants og Gitte Henning, Puch-Maxi og parcacoats – og kærlighed og ungdomsoprør.

Vil du med?

Ole Lund Kirkegaards verden

Den elskede børnebogsforfatter Ole Lund Kirke-gaard er barn af både lillebyen og af 1968. Han voksede op i udkanten af Skanderborg og hans figurer stammer fra en eventyrlig udgave af provinsielle småbyer. Hans historier foregår i byens ismejeri, smedje, bageri, købmandsbutik, skole, cirkustelt og på byens markedsplads. 

Både som forfatter og som skolelærer kæmpede han for at forandre et stivnet, konservativt miljø, der mente, at børn skulle være små, artige voksne på vej til at blive produktive borgere. Det var den virkelighed, han kendte fra sin egen opvækst, og som han gjorde op med i sin egen undervisning og i sine historier. Her fejrede han fantasien og den skæve, krøllede børnehjerne. Lille Virgil, Gummi Tarzan og Otto og hans næsehorn udfordrer autoriteterne, der prøver at opretholde orden, renlighed og ejendomsret og børnenes undren og naivitet udstiller de voksnes tåbelighed. 

På Frilandsmuseet Det Gamle Danmark drømmer vi om at forvandle og fortrylle Stationsbyen flere gange om dagen i højsæsonen med Ole Lund Kirkegårds historier og figurer. En fordrejet version af stationsbyen anno 1968 opstår pludselig, mens publikum er i området. Plankeværket drejer sig, smedens mave vokser til dobbelt størrelse, hans tykke hund bliver til en drage og den godmodige købmand spiller violin. Vi vil skabe en blanding af leg og læring, hvor børnene lærer om fortiden for bedre at forstå nutiden - og har det sjovt.

Vil du med?

Peter Henningsen
Museumschef

Tre samtidige vinkler på livets store udfordringer: drømme og brydninger i overgangen 1969/70

På Frilandsmuseet Det Gamle Danmark har vi i mange år fortalt historien om livet på landet og de små landsbysamfund. Alt fra den yngste i krybben til den ældste i graven, fra den fattigste på omgangsforsørgelse til den rigeste på herregården. Om stodderkonger, åmænd, nisser og andre figurer fra bondens verden.

Ligeså har vi de sidste 15 år fortalt historien om stationsbyen i mellemkrigstidens og starten af 1940’erne. Om overgangen fra land til by, mellem landarbejdere og fabriksarbejdere og den stigende industrialisering af samfundet.

Nu vil vi til at fortælle historien om drømme og brydninger i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne. 

Men vi vil gerne gøre det ud fra et barnligt per-spektiv og bruge børnelitteraturen som vidnesbyrd om de nye pædagogiske strømninger fra tiden, der har formet så meget af den børneopfattelse, vi har i dag. For børn bliver så let glemt i historien, der mest handler om politik, mænd og krig. Hvordan var det at være barn i 1968? Samtidig med ungdommen og de seriøse voksne?

I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne levede danskerne på (mindst) tre forskellige måder:

• Barndommens leg og udfordringer med bøller, på industrialiseringens landeveje og baggårde. I skolelærer Ole Lund Kirkegaards forfatterskab, møder vi børnenes virkelighed i øjenhøjde med dem selv. Vi hører om bøller og lømler, fascinationen af cirkusartister, det fremmede og hjemlige, om udfordringer og underlige voksne. På skrammellegepladsen laver man sit eget legetøj, løber om kap og bygger huler.
   
• Ungdommen derimod, har travlt med at gøre op med fortiden og traditionerne. Pornografien frigives i 1969, og seksualiteten bliver italesat– i hvert fald hos de mest progressive. Det er et opgør med autoriteter og med det etablerede samfund. Drømme og brydninger i lys luge.
   
• De voksne levede på samme tidspunkt i efter-krigstidens skygge, og med den kolde krig som hverdagsrealitet. Vietnamkrigen raser, mens den første mand går på månen. Det er de seriøses debatforum samtidig med at samfundsøkonomien vokser.

Alle tre typer af liv blev ført samtidig, men med forskellige idéer om, hvad der var tidens største problem. Børnenes problem er hverdagens trummerum og udfordringer med bøller; de unges er opgøret med fortidens traditioner; mens de voksne frygter for en tredje verdenskrig.

På Frilandsmuseet Det Gamle Danmark vil vi fortælle bør-nenes historie, med referencer til ungdommens og de voksnes virkelighed. 

Spørgsmålet er: vil du med?

Peter Darger

En smuttur til Stationsbyen og Marstal trælastlade på Frilandsmuseet.

I løbet af forårets har Frilandsmuseet etableret et nyt stisystem. Vi kalder stierne for ”Smutvejen”. Ideen med Smutvejen er at skabe en hurtig vej fra ankomsten til Frilandsmuseet via hovedindgangen og videre til Stationsbyen og museets teater BOT – Bernhard Olsen Teateret. 

Efter ankomst og gang ned mod den fynske landsby holder man til venstre ved Stenstrup, smutter bagom Tvillinggården og videre op til Barsø gennem stakladen fra Als, og så direkte op til pladsen foran Landboskolen. Det tager 5 minutter i rask trav, og her kan man gå i teateret, hvis det er det man skal, eller man kan entre Stationsbyen.

Med Smutvejen mener vi, at vi har løst en række problemer og irritationer for vores gæster på museet.  Man skal for det første ikke hele vejen ud til Rømø og rundt om Nørre Sejerslev for at komme til Stationsbyen. Ikke at det ikke er en dejlig tur, men hvis man nu lige satser på besøg i Stationsbyen er Smutvejen den hurtige vej, og tilsvarende hvis man har været på den store Frilandstur og er endt i Stationsbyen på vej hjem, er Smutvejen en befriende kort vej til udgangen.

Så glæd jer til Smutvejen og nye vinkler af museet I aldrig har set, og ikke at forglemme – et legelandskab undervejs til ungerne bag Tvillinggården tæt op til Barsø spisepladsen.
Smutvejen og legelandskabet åbner med højsæsonen til juli måned.

Stationsbyen arbejdes der på og i, både med det bygnings- og formidlingsmæssige.  Vi har netop her slut maj måned afholdt vores Håndværkerdage, lørdag og søndag den 26. og 27. maj. Dejligt vejr og godt besøgt, især om søndagen. Der blev hugget tømmer, savværket producerede egeplanker, halmsimer på simemaskinen i metermål, drejebænken leverede vandpumpenæser, brolægning og kalkning og smeden smedede beslag, men herudover have vi besøg af mønt- og medaljemester Rene Villadsen, som slog – om ikke mønt så medaljer til ungerne på den store trykpresse i Rynkeby smedje. 

Og skulle det ikke være nok, og her komme Marstal trælastlade ind i billedet, havde vi besøg af kunstmaler Jeppe Eisner, som malede og fortalte om lyksalighederne ved at male med de gamle traditionelle malingstyper. 

Jeppe Eisner havde indrettet sig i et lille, luftig atelier i Marstal trælastlade og det samme havde Landsbymaleren med en malerbutik og Landkioskens bestyrer havde indrettet en Stationsbycafe´. Alle tre pop-up steder i en endnu ikke færdigbygget trælastlade.  

Meningen med disse pop-up steder var dels at skabe lidt liv i Stationsbyen til Håndværkets Dage, og samtidig at afprøve muligheder for trælastladens fremtidige brug. Alle tre steder havde fint med besøg og ikke mindst Stationsbycafeen var et ubetinget hit. 

Marstal trælastlade er hjemtaget som repræsen-tant for den i stationsbyerne engang allesteds-nærværende trælasthandel. Laden er genrejst på Friland i Stationsbyen, som den blev opført lige omkring 1900 i Marstal. Eksteriørmæssigt vil den fremstå som på hjemstedet, men når portene åbnes vil der som før nævnt være mulighed for, at der bag de 16 portfag kan indrettes café, malerværksted, atelier eller andre butikker, værksteder og funktioner som giver mening i forhold til museets formidling og servicering af vores gæsters ønsker og behov. Tre portfag vil dog blive retableret som oprindeligt til trælastlager.

Arkitekt
Niels Erik Jensen

Arrangementer for Frilandsmuseets Venner

3 retters herregårdsmiddag anno 1910. 
Søndag den 24. juni tager museets kokkepige Inge-Mette Petersen imod i køkkenet på herregården. Hun vil præsentere dagens menu med retter plukket fra Madam Mangor og Frk. Jensens maduniverser.  Iført forklæder – evt også kapper til håret, bliver I sat i gang med opgaverne. I køkkenhaven skal der hentes grønt, kød skal skæres ud, grønt og frugt renses, og dejen gøres klar til småkager. Alt foregår med husholdningsredskaber fra tiden og måltidet tilberedes i jerngryder og i ovnen på det store brændekomfur. I skal dække bordet i herregårdens spisestue med gammelt porcelæn og sammen nyde et årstidsbestemt måltid, som det kunne have set ud på en herregård i 1910. Således vederkvæget vil I afslutningsvis kaste jer over opvasken med soda, skureviske og lidt hjælp fra et moderne thekøkken. 

Fyraftenstur med Frilandsmuseets havelaug
Torsdag den 16.august kl. 17-18.30 kan du komme med på havevandring i herregårdshaven.
I den store køkkenhave dyrkes grove grøntsager til tjenestefolkene og delikatesser som artiskokker og asparges til herskabet. Hør om lollandske rosiner, Amandas høje ært og gulerødder i mange farver; og om nedkuling, indslåning og tørring af årets høst.
Der vil være smagsprøver af årstidens bedste grøntsager.
Blomsterhaven er anlagt som en have kunne have set ud i 1910. Den afspejler overgangen fra den stramt strukturerede landbohave til det haveideal, vi kender idag. I haven findes mange gamle sorter af stauder og roser.
Gå ikke glip af denne mulighed for at høre om vores levende kulturarv og alle de spændende historiske sorter som vi dyrker på museet og få gode idéer med hjem til haven. Bare det at gå rundt i det stille og næsten mennesketomme museum, er en særlig oplevelse.

Enebærkværn fra Halland

Enebær vokser vildt i store områder af Skandinavien. Det er en meget hårdfør plante, der kan vokse selv i mager jord bare den får lys nok. Grundet plantens store udbredelse i det nordlige Europa er der gamle traditioner for at bruge planten i madlavning.  Både enens grene, bark og bær blev og bliver stadig brugt i traditionel svensk madlavning. Man brugte grenene og barken til at ryge kød og fisk, mens bærerne blev brugt som krydderi til retter med vildtkød, bl.a. til hare og elg.

I Skandinavien og nogle af de baltiske lande har man haft tradition for at fremstille alkoholiske drikke på enebær og enebær bliver stadig brugt i produktion af brændevin. Bærrene og andre dele af eneplanten, bliver også stadig brugt som ingrediens i øl især i Sverige og Finland. I Sverige hedder denne drik enbärsdricka, det er en sød drik med et lavt indhold af alkohol. Denne drik eller øl er brygget på enebær i stedet for malt og sødet med sukker eller sirup. Enbärsdricka blev drukket til måltiderne nogle gange opblandet med mælk. Selve brygningen blev oftest varetaget af konen på gården og var omgærdet af hemmeligheder. De fleste gårde havde deres helt egne opskrifter på disse drikke. På Gotland er det stadig muligt at smage en version af denne gamle svenske drik, den bliver kaldt gotlandsdricka. En anden version af enbärsdricka bliver også stadig drukket mange steder i Sverige især til jul. Denne drik er dog ikke fermenteret, men mere en saft. 

Enen har antiseptiske egenskaber og det betød, at den også blev brugt som lægemiddel. Foruden den antiseptiske virkning, mente man også at planten var vandrivende og at den havde en lindrende effekt på gigt. 

Hen over sommeren har jeg fået til opgave at oversætte Frilandsmuseets hjemmeside til engelsk, for på den måde at gøre turister opmærksomme på museet og de spændende aktiviteter der forgår på museet. 

Denne lille artikel har været en velkommen pause i oversættelsesarbejdet. 

Cand.mag. Camilla Legaard Jacobsen
praktikant på Frilandsmuseet. 

Livet på landet set i et
retshistorisk perspektiv - FORTSAT

Fortsat fra forrige nummer...

Efter en række retsmøder, skulle dommen over Anne Palles afsiges den 2. november 1692, uden at nogen af de personer, som Anne Palles var beskyldt for at have forurettet, var blevet afhørt. 

Herredsfogeden fandt ikke overraskende Anne Palles skyldig. Dommen skulle være afsagt med deltagelse af otte meddommer, hvilket imidlertid ikke skete. Ved strafudmålingen lagde herredsfogeden afgørende vægt på Anne Palles tilståelse, og hun idømtes derfor at få skåret tungen ud i levende live, hvorefter tungen skulle sættes på en stage. Anne Palles krop skulle herefter kastes levende i ilden.

Siden 1680’erne måtte ingen personer i Danmark henrettes i sager om trolddom, førend sagen havde været for Højesteret. Anne Palles sag skulle derfor først for Landstinget. Der er ikke mange oplysninger om retssagen for Landstinget, men Anne Palles tilstår tilsyneladende igen alle forhold, og selv om Landstinget efter det oplyste har været mere tvivlende, så stadfæstes herredfogedens afgørelse, dog med undtagelse af afskæringen af tungen.

I 1693 blev Anne Palles sag så indbragt for Højesteret i København, hvor hun var repræsenteret ved en forsvarer. For Højesteret benægtede Anne Palles stort set alt. Dette gav Højesterets medlemmer en række udfordringer, og Højesteret ønskede derfor at vide, hvorfor Anne Palles tidligere havde tilstået alle anklagerne. 

Anne Palles fortalte herefter om det indledende forhør, og at hun var blevet truet af herredsfogeden. Desuden fortalte hun om episoden ved Falster Nørre Herreds ting, hvor hun blev slået i hovedet af herredsfogeden under retssagen. 

To andre dømte kvinder fra Falster skulle have prøvet deres sag for Højesteret samtidig med Anne Palles, og disse to kvinder blev indkaldt for at vidne om, hvad der foregik i retssalen på Falster. Den ene af dem bekræftede, at Anne Palles var blevet slået i hovedet af herredsfogeden. Disse oplysninger fik Anne Palles forsvarer til at påstå hele processen for ulovlig. 

Dette fulgte Højesterets medlemmer ikke. Ved voteringen viste det sig imidlertid, at medlemmerne var uenige, og efter at have voteret tilsluttede 11 ud af Højesterets 17 medlemmer, at den gamle bondekone skulle på bålet. 

Af protokollen fremgår, at eftersom Anne Palles såvel over for præsten som over for herredsting og landsting havde bekendt, det hun havde gjort, så skulle hun bøde med sit liv og takke sig selv for sin bekendelse. 

Højesteret tog samtidig stilling til, om herredsfogeden og sognepræstens forseelser skulle straffes, men begge blev frifundet. Herredsfogeden fik dog en reprimande for at have afsagt dom, uden at de otte meddommere var til stede. 

De to andre kvinder, hvis sager tillige skulle for Højesteret samtidig med Anne Palles fik begge deres straffe nedsat. Den ene skulle i stedet kagstryges, det vil sige bindes til en pæl og piskes, hvorefter hun skulle sendes ud af landet, mens den anden blev frikendt. 

Dagen efter domsafsigelsen benådede kongen imidlertid stakkels Anne Palles, hvilket fik den betydning, at hun skulle halshugges inden hendes krop skulle omsluttes af flammerne på bålet. 

Hvor henrettelsen og afbrændingen er foregået fremgår ikke af protokollerne. Det kan imidlertid udledes af Nykøbings Amts regnskab for 1692-93, at den dag Anne Palles skulle møde sin bøddel, fik hun en halv potte vin til at styrke sig på. De otte skilling, vinen havde kostet, blev omhyggeligt noteret i regnskabet sammen med de andre udgifter til hendes henrettelse.

Henrettelsen af Anne Palles foretoges den 4. april 1693, og blev den sidste officielle brænding af en kvinde anklaget for at udøve trolddom i Danmark. 

Trine Irmang Østengaard,
Advokat (H) Advodan Lyngby og
bestyrelsesmedlem i Frilandsmuseets Venner.

Kilder:
Rigsarkivets arkivdatabase Daisy - www.sa.dk/da/
Rigsarkivets hjemmeside - www.sa.dk/da/
J.C. Jacobsen ”Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693” 1. udgave, 1971
Peter Krogh Andersen ”Den sidste heksebrænding” 
- www.dr.dk/nyheder/webfeature/heksen
Tyge Krogh ”Oplysningstiden og det magiske”, 1. udgave 2000

Vedr. Fysisk blad i 2019

I forlængelse af vort arbejde med omlægning af bladet, henledes opmærksomheden på, at bladet fra 2019 alene udkommer elektronisk, og kan hentes på hjemmesiden www.frilandsmuseetsvenner.dk.

Medlemmer, som ikke har mulighed for at læse bladet digitalt, tilbydes at hente en fotokopi af bladet hos:

Advodan Lyngby
Toftebæksvej 2, 1. sal
2800 Kgs. Lyngby