NYT 2 - Juli 2020

Foto: Anker Tiedemann

Foto: Anker Tiedemann

 

Nyt fra Formanden

 

Sikke et forår!

Jeg skrev i marts udgaven i NYT, at Frilandsmuseet var ved at varme op til en ny sæson. Der fik jeg taget munden for fuld, idet vi kort efter blev overrasket af, at hele det kulturelle Danmark fik besked på at lukke alle porte og døre så forsvarligt, så publikum og gæster ikke kunne frekventere de ellers af mange elskede attraktioner. 

Nuvel. Tiden er heldigvis gået, og de værste farer er drevet over, selvom vi ikke skal glemme, at det fortsat er god latin ofte at vaske hænder, spritte af og holde afstand. Andetsteds i denne udgave af NYT kan I læse om nærmere om museets retningslinjer i forbindelse med Corona virussen.

Fra bestyrelsens side i Frilandsmuseets Venner har vi naturligvis været rigtig ærgerlige over, at sæsonen ikke kunne starte på efter bedste tradition. Vi har naturligvis også været ærgerlige over, at vi blev nødt til at udskyde vores generalforsamling, men mente på den anden side, at der var mest forsvarligt at gøre det. Vi har selvfølgelig også drøftet, hvornår vi så skulle afholde generalforsamlingen, da vi jo ikke har aflyst den, men alene udskudt den på ubestemt tid. Vi er nået frem til den konklusion, at vi har besluttet at udskyde den til vores julemøde i december. Baggrunden for denne lange udskydelse er, at vi håber på, at diverse restriktioner på større forsamlinger er ophævet på dette tidspunkt, ligesom det er vores vurdering, at det i høj grad drejer sig om en ”standardgeneralforsamling”, hvor der ikke er større principielle emner på dagsorden sammenlignet med sidste år, hvor der både var vedtægtsændringer og kontingentdrøftelser på dagsordenen. Det håber vi selvfølgelig som bestyrelse, at I som medlemmer bakker op omkring.

Normalt plejer vi ikke at give status på medlemstal m.v. i løbet af året, men alene på generalforsamlingen. Det synes vi nu alligevel, der en god anledning til her. For det første er vi utrolig glade for, at alle medlemmer i Frilandsmuseet Venner har været tro støtter til museet igen dette svære forår. Museet har mere end nogensinde behov for, at der er en loyal venneforening, der kan yde økonomisk bidrag til museets aktiviteter, ligesom museet fortsat har behov for flere frivillige til at understøtte museet gennem en personlig og konkret indsats i forhold til de mange opgaver, museet skal gennemføre hen over året. Så derfor tusind tak for det.

Jes_Damsted_Forca.jpg

Udover loyalitet blandt eksisterende medlemmer, har det været fantastisk positivt at konstatere, at rigtig mange nye medlemmer er kommet i løbet af foråret. Ved årsskiftet var vi 836 medlemmer, nu er vi 926 medlemmer, altså næsten 100 medlemmer mere i en tid, hvor man faktisk ikke har kunne komme ind på museet! Det kan ikke være mere positivt. Samtidig har vi allerede på nuværende tidspunkt modtaget knap 32 tkr. i gaver fra medlemmer. Også dette er meget positivt. Alt sammen danner jo basis for, at vi i højere grad kan støtte økonomisk op om museets aktiviteter.

Nok for denne gang. Besøg Frilandsmuseet, nu hvor det er mulig igen. Og læs selvfølgelig de gode artikler længere fremme i denne udgave at NYT.

God sommer

P.B.V Jes Damsted

 

Velkommen til ny driftschef på Frilandsmuseet

Hej Venner.

Line Mølgaard Doulgerof

Line Mølgaard Doulgerof

Jeg er den nye driftsleder på Frilandsmuseet og trådte ind i funktionen i marts måned. Mit ansvarsområde er driften ift. museumsbygninger, haver, anlæg, husdyrhold og ikke mindst fartøjssamlingen. Som ny driftsleder på Frilandsmuseet er jeg sikret, at lære noget nyt hver dag, og mængden af information er enorm. Jeg er heldigvis omgivet af kollegaer, medarbejdere og frivillige, som er gode til at hjælpe med alt det jeg endnu ikke ved. 

Jeg nåede kun at være her i 7 dage, inden landet lukkede ned, grundet Covid-19 og vi blev sendt hjem. Det var selvsagt en mærkværdig start på et nyt job og året vil sikkert vise sig at blive meget anderledes end normalt. Men det vigtigste er at vi er tilbage og museet er åbent - og jeg er ved at lære min smukke arbejdsplads at kende.  

Inden jeg var så heldig at blive tilbudt jobbet her, var jeg 12 år i Røde Kors asylafdeling, hvor jeg startede som projekterende på tegnestue, siden blev jeg tegnestueleder og den sidste del af min ansættelse fungerede jeg som driftsleder på et asylcenter. Privat bor jeg på Holmen i København, sammen med min mand og vores i alt 3 børn. 

Line Mølgaard Doulgerof

 

Farvel til Anja

Efter 5 år har vi på bladet i år taget afsked med Anja Jørgensen som redaktør på ”NYT”.

anja jørgensen.jpg

Vi takker Anja for hendes store indsats og dybtfølte engagement med bladet. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Anja, som altid har bidraget med spændende vinkler på artiklerne, og som har en kolossal viden om Frilandsmuseet – Det Gamle Danmark. Anja vil nu udelukkende hellige sig arbejdet med museets 180 frivillige.

Anja giver stafetten videre til Anne Beenfeldt Jørgensen, der også fungerer som sekretær for Frilandsmuseets venner. Mange af jer har måske allerede mødt Anne i forbindelse med afhentningen af Peter Henningens bog ”Dengang vi var bønder”. Vi glæder os til samarbejdet.

 

Nye Retningslinjer

 

Torsdag den 28. maj slår vi igen dørene op. Og vi glæder os. Vi har indført nye tiltag, der gør dit besøg sikkert og forsvarligt.

Vi følger myndighedernes retningslinjer
Vi følger selvfølgelig myndighedernes retningslinjer for rengøring og forebyggelse af Covid-19. For at sikre afstand vil du blive mødt af afstandsmarkeringer hvor det er nødvendigt, og vi holder selvfølgelig øje med antallet af gæster på området, så der ikke forekommer større forsamlinger. Der vil være mulighed for håndvask og afspritning ved alle toiletter og sprit ved alle ind- og udgange til museet.

Personalet står klar til at guide dig, hvis du har spørgsmål eller bekymringer. Personalet er iført bondekostume, så de er nemme at finde.

Billetter og betaling

Vi anbefaler at du køber din billet online HER for at mindske fysisk kontakt. Biletter og årskort scannes igennem plexiglas-vinduet ved billetkontoret.

Har du ikke mulighed for at købe billet online, kan den købes i vores billetsalg. Betaling ved billetsalg, museumsbutikken og landkiosken fortages så vidt muligt ved kontaktløs betaling. Der er opsat afskærmning ved alle kasser.

Beskyt dig selv og andre
Vi håber, at I vil hjælpe os med at sikre et sikkert museumsbesøg for dig selv, andre gæster og de medarbejdere, du møder på din vej.

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit.

  • Host eller nys i dit ærme.

  • Begræns fysisk kontakt.

  • Hold afstand og bed andre tage hensyn.

  • Bliv hjemme, hvis du har sygdomssymptomer, så du ikke udsætter andre for smitte.

Indgang
Frilandsmuseet har to indgange. Den mest populære indgang er ved Kongevejen 100, men du kan også parkere ved I.C. Modewegsvej og bruge museets nordlige indgang hvor der er mindre chance for kø.

Læs mere om coronavirus på coronasmitte.dk

csm_coronaraad_e08b52d187_5e17053708.jpg
 

Har du også lyst til at hjælpe på Frilandsmuseet

Har du lyst til at blive frivillig?

Vi har brug for flere til at hjælpe med at give gæsterne en endnu bedre dag på Frilandsmuseet.

laug_wildnorthern_2019-7.jpg

Særligt brugsuddelerlauget som holder brugsen fra 1930erne har brug for flere uddelere eller kommisser. De holder brugsen åben hver søndag + i højsæsonerne og sælger kaffe, is, kage, bolsjer m.m. De byder velkommen i landbrugsen og fortæller om varerne og andelstiden. De lækkersultne kunder kan købe lidt læskende og sætte sig i haven eller i forsamlingssalen i tilknytning til butikken. 

Møllerlauget har også brug for flere møllere. De viser de 3-4 største af museets 7 vind- og vandmøller frem for gæsterne hver søndag + nogle onsdage + højsæsonerne. De tilser også møllerne og sikrer at de er velsmurte og kører som de skal. Udvalgte dage bliver der malet rugmel på den store kværn i vandmøllen. Mel bliver tilbudt museumsgæsterne sammen med en opskrift på rugmelspandekager.

Knivlauget søger også flere medlemmer. De laver de fineste knivskafter og læderskeder. Nu udvider de med mere læderarbejde; forklæder, punge m.m., karvskæring, hornarbejde, pileflet, forarbejdning af ben m.m. Det bliver således mere et husflidslaug. Har du et håndelag du har lyst til at arbejde med og vise for gæsterne så hører vi meget gerne fra dig.

Flere af de andre laug har også brug for flere medlemmer. Her kan du læse mere om alle laugene: https://natmus.dk/museer-og-slotte/frilandsmuseet-det-gamle-danmark/om-frilandsmuseet/frivillige-laug/

Det er hyggeligt, trygt og givende at være frivillig på Frilandsmuseet og det gør laugene og museet meget for at sikre. Vi takker desuden alle frivillige ved at tilbyde foredrag, høstfest, gratis adgang til alle Nationalmuseets besøgssteder og rabat i museumsbutikken.

Skriv til frivilligkoordinatoren@natmus.dk hvis du vil vide mere. Jeg vil så dig inviterer til en samtale hvor vi forventningsafstemmer for at sikre at både du og museet bliver glade for samarbejdet.

Anja Jørgensen
Frivilligkoordinator på Frilandsmuseet