Om foreningen

 
 

Historien om Frilandsmuseets Venners

Tekst af Kai Uldall fra Lyngby-bogen 1959

1901 åbnedes Frilandsmuseet ved Sorgenfri eller rettere „Bygningsmuseet ved Folevad” eller „ved Kongens Lyngby”, som det lille museum dengang benævntes. Men museet havde sin forhistorie. Måske kan man til denne også regne den schweiziske skønånd Karl von Bonstettens tanke om oprettelse af en slags frilandsmuseum i Nordsjælland allerede i 1790erne. Denne mand slog sig nogle år ned i Danmark som gæst hos den kendte Frederikke Brun, der havde sommerbolig på Sophienholm ved Nybro. I sine i København i 1799 udgivne rejseoptegnelser fortæller von Bonstetten, hvorledes han en dag besøgte Fredensborg Slotspark og dér særlig fæstnede sig ved Nordmandsdalens statuer af norske bønder i forskellige egnsdragter. Han fik da den idé, at man kunne rejse disse bønders gårde og huse i parken, og han tilføjer, at sådanne bygninger, udstyret med indbo og redskaber, kunne give anledning til mange nyttige iagttagelser. Denne sidste bemærkning viser, at von Bonstetten havde tænkt på en institution af en vis videnskabelig værdi.

Værdifuld hjælp har museet tillige opnået gennem to nyere institu­tioner. 1940 stiftedes selskabet „Frilandsmuseets Venner”, en kreds af interesserede privatpersoner og institutioner, som årligt yder et kontin­gent eller skænker et større beløb én gang for alle. Dette selskab har siden oprettelsen skænket museet ca. 125.000 kr. til hjælp til erhver­velse af gamle bygninger eller andre museumsgenstande. I 1945 opret­tedes „Frilandsmuseets Grundkøbsfond”, hvortil Lyngby-Taarbæk Kom­mune har givet årlige tilskud på 5000 kr., og for hvis midler er købt enkelte op til museet stødende ejendomme.